Warning: file_put_contents() [function.file-put-contents]: Only -1 of 9444 bytes written, possibly out of free disk space in /var/www/sofiebonde.dk/public_html/wp-content/plugins/elementor/core/files/base.php on line 194

De hurtige:

  • Jeg er 26 år gammel.
  • Jeg er opvokset i en lille landsby på Djursland.
  • Jeg har to søstre.

De sjove:

  • Jeg kan rulle med maven.
  • Jeg har engang brændt alt huden på mine baller, så jeg ikke kunne sidde ned i tre uger.
  • Selvom jeg hedder Sofie, så er der faktisk (næsten) aldrig nogen, der kalder mig det. 

3 ting på en øde ø:

  • Mayonnaise.
  • Min bideskinne.
  • Podcast.

Fritiden går med:

  • At rejse er at leve!
  • Min familie (specielt at være moster).
  • At få krise over spørgsmålet: hvad laver du i din fritid, for ærligt, hvad laver jeg? 

Hvad kendetegner mig?

Ærlighed!

Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid fået at vide, at jeg er meget ærlig. Det kan både være et kompliment og et diss, men jeg er ikke særlig god til at lyve. Der er nok desværre nogen, der har slået sig på min ærlighed, hvilket jeg også har øvet mig på at respektere i mange år. Jeg værdsætter altid selv en ærlig mening, ellers ville jeg ikke spørge. 

Selvstændighed

Jeg har altid følt mig meget selvstændig og uafhængig af andre. Jeg har rejst alene i flere måneder og har flyttet til en by, hvor jeg ikke kendte nogen. Præcis ligesom jeg gjorde, da jeg dragede om på den anden siden af jorden uden nogen andre danskere på mit universitet. Det var skræmmende, og der var da da også rigtig mange gange, hvor jeg havde hjemve. Jeg har heldigvis ro i maven over, at jeg trives godt i mit eget selskab. Jeg ved, at jeg kan selv, men jeg vil rigtig gerne have hjælp fra folk omkring mig, og beder ofte om den. 

Her ses, hvor meget jeg kunne bære selv efter tre måneder rundt i Europa (52 kilo, hvis du nu er nysgerrig) 🙂

Mennesker <3

Selvom jeg er meget selvstændig, så er tidspunkter, hvor jeg har gode mennesker omkring mig, de øjeblikke i livet, hvor jeg føler mig aller mest i live. Jeg elsker at høre om alting og ingenting, og jeg er meget social. Jeg nyder at snakke med mennesker omkring mig, men også at snakke med nye mennesker. Jeg synes også, at jeg er et meget åbent menneske, og at jeg kan snakke med de fleste, ung som gammel, rig som fattig. Jeg tror på fællesskabet, og at ”ingen er færdige, før vi alle er færdige”, som jeg lærte i militæret. 

Initiativrig

Jeg har altid været god til at tage initiativ til ting, små som store. Om det har været at række ud til en gammel veninde eller arrangere noget for mine venner, så har det altid faldt mig naturligt at gøre noget, hvis jeg mærkede en trang til det. Jeg elsker at underholde folk omkring mig, også selvom det er på bekostning af mig selv. Det har jeg f.eks. gjort de seneste par år på min Instagram profil, hvor jeg nyder at udstille mig selv. På Roskilde Festival lavede jeg b.la. en tilbagevendende indslag om ”Roskilde vs Sofie.” Selvom det bare er mine venner og bekendte, der følger med (og jeg har under 500 følgere), så har jeg stadig fået virkelig meget interaktion med folk, som fulgte med.

Drive

Jeg har et stort drive til at udrette ting her i livet, hvis det er noget, jeg gerne vil. Jeg er hårdtarbejdende og har arbejdet siden jeg var 13 år (nok også sort arbejde før det, ups!). Jeg tror på, at hvis der er noget, man gerne vil, så skal man kæmpe for det. Jeg er heller ikke bange for at kaste mig ud i nye ting og fejle. Jeg har også en tro på, at man bliver nødt til at prøve nogle ting her i livet, for ellers ved man ikke, hvad man vil, eller hvad man kan lide. Det var også derfor, jeg klippede mig skaldet for to år siden, for hvad nu hvis jeg bare kunne bære det super godt? Vurdér selv! (Bare rolig, det er vokset ud igen).